Soffía Gísladóttir gæstede Distriktskonferencen 2025 i Hjørring       
Her sammen med Guvernør Per Boe Larsen

Rotary Distrikt 1440 havde fornøjelsen af at byde velkommen til Soffía Gísladóttir fra Rotaryklubben i Akureyri, Island. Soffia Gisladottir er en inspirerende leder, der har gjort sig bemærket både nationalt og internationalt gennem sit arbejde med uddannelse, social udvikling og arbejdsmarkedspolitik.
 
Soffía er et levende bevis på Rotarys motto “Service above self”.
Hun har en solid baggrund som arbejdsmarkedsspecialist ved Arbejdsdirektoratet i Island, hvor hendes fokusområder spænder fra iværksættertræning og innovation til social rehabilitering.
Hun var med til at etablere rehabiliteringscentret Starfsendurhæfing Norðurlands i Nordisland, som bygger på ideen om, at rehabilitering starter i menneskets eget sind – og i dets egne omgivelser.
 
Hendes karriere har ført hende gennem lederstillinger i både kommunale og statslige funktioner, og hun har været projektleder på en række EU-initiativer.
Hun har desuden repræsenteret Island internationalt og undervist ved både Islands Universitet og FN’s arbejdsorganisation (ILO) i Torino.
 
I Rotary-regi har Soffía haft en imponerende rejse
Hun blev medlem af Rotaryklubben i Akureyri i 2012, var klubbens præsident i 2017-2018 og blev siden udpeget som distriktsguvernør for Rotary Island i perioden 2020-2021. Hun er nu zonedirektør elect og tiltræder posten som ny zonedirektør i Palunga, Litauen, i september 2026.
 
 
I sit indlæg på Distriktskonferencen i Hjørring delte Soffía sine klare visioner for Rotarys fremtid:
“Vi skal åbne dørene for flere kvinder og yngre medlemmer – gerne med en ligelig fordeling mellem kønnene. Det kræver, at vi tør tænke nyt og skabe flere forskellige klubtyper, som passer til en moderne hverdag,” sagde hun blandt andet.
 
Soffía præsenterede også spændende ideer til nye måder at tænke Rotary-klubber på. Hun ser for sig virtuelle klubber, hvor medlemmer – for eksempel islændinge bosat forskellige steder i verden – mødes digitalt for at bevare fællesskabet på tværs af landegrænser. Samtidig taler hun varmt for interessebaserede klubber, hvor fælles passioner som ex. motorcykler, kultur eller iværksætteri danner rammen om engagement og netværk.
 
Samarbejder
Hun fremhævede også vigtigheden af samarbejde med organisationer som Headspace, der støtter unge i udfordrende livssituationer, samt behovet for at inddrage Rotary-medlemmernes familier som en naturlig del af fællesskabet.
 
Med sin kombination af faglighed, varme og handlekraft inspirerede Soffía deltagerne til at se Rotarys fremtid i et nyt lys – som en bevægelse, der både bevarer sine værdier og fornyer sig med tiden.
 
En stor tak til Soffía Gísladóttir for hendes engagerede oplæg ved Distrikt 1440’s Distriktskonference i Hjørring!
 
Af Erik Sønderby